Selvværd er en af grundstenene til mental sundhed og trivsel. Det er måden, hvorpå man opfatter sig selv, vurderer egne evner og anerkender sin værdighed samt dækker sine behov. Et sundt selvværd indebærer en realistisk og positiv forståelse af, hvem du er, hvad du kan bidrage med, hvad dine behov er, samt hvor dine grænser går. Du indgår i sunde relationer, tager ansvar for dig selv, stoler på egen vurdering og træffer lettere beslutninger. Du forfølger dine drømme og mål.

Dårligt selvværd kan derimod have alvorlige konsekvenser for både dit mentale og fysiske helbred samt din livskvalitet. Mentalt kan det gøre dig mere sårbar over for angst, depression og følelsesmæssig stress, fordi negative tanker og selvkritik ofte dominerer. Du kan opleve problemer med at håndtere modgang og kan blive overvældet af tvivl, mistillid til egne evner, mangle handlekraft og håbløshed.

Adfærdsmæssigt kan dårligt selvværd føre til, at du undgår udfordringer, sætter andres behov over dine egne og har svært ved at sige nej eller sætte grænser. Det kan også medføre perfektionisme, hvor du konstant føler, at dine præstationer ikke er gode nok, hvilket skaber udmattelse og frustration.

Socialt kan det påvirke dine relationer ved at gøre dig afhængig af andres godkendelse og forhindre dig i at skabe sunde og balancerede forbindelser. Samtidig kan frygten for afvisning få dig til at undgå konflikter eller trække dig fra sociale situationer.

Fysisk kan konsekvenserne omfatte søvnproblemer, træthed og stressrelaterede symptomer som hovedpine eller spændinger. Over tid kan dårligt selvværd begrænse din livskvalitet, din motivation og din evne til at forfølge mål og drømme.

Det er dog vigtigt at huske, at dårligt selvværd kan ændres. Gennem refleksion, selvudvikling og terapi kan du bryde de negative mønstre og opbygge et stærkere og sundere selvværd.